Med en baggrund som både arkitekt, koncept-udvikler hos LEGO og en uddannelse som ædelmetalformgiver, er Mikala Mortensen mere end en smykkedesigner.

I spændfeltet mellem arkitekturens rene linjer og poesiens drømmende univers, formår Mikala Mortensen at lave smykker, der vækker følelser og indbyder til at gå på opdagelse i både materialer og udtryk. Her findes både unika og smykke-serier, der alle er håndlavede, og hvor hver eneste del af formgivningen er nøje overvejet. Materialerne er ædelmetallerne guld og sølv, der enten får lov at stå for sig selv, eller bliver kombineret med for eksempel neonfarvettråd, silketråd og plexiglas .

Ønsket er, at smykkerne skal vække glæde og skabe minder, hver gang de bruges, om så det er et stort statement-piece eller en enkel ring. For de poetiske fortællinger gemmer sig i hvert et smykke fra Mikala Mortensens hånd.

Blandt de steder man har kunnet finde Mikala Mortensens smykker, er MOMA i New York,  Louisiana og designbutikker i både Norden, Tyskland, England og USA.

Siden 2002 har Mikala Mortensen arbejdet med smykker , først med værksted og galleri i København. Fra 2021 har basen været i Svaneke på Bornholm, hvor der i guldsmedeværkstedet på Storegade 13 bliver skabt og solgt æstetiske og inspirerende smykker.